Vil du prøve sommerbiatlon på rulleski eller i løbesko og se, om det er noget for dig, er du meget velkommen til at være med til en af vores åbne træninger. Vi hjælper dig i gang og kan låne dig det udstyr du behøver (undtaget rulleski).
Der afholdes åben træning for nye deltagere hver den 1. mandag i hver måned. Der er en begrænsning på, hvor mange nye, der kan være med til hver træning, så det er vigtigt, at du husker at kontakte os, inden du møder op!
Den åbne Intro-træning koster 100,- kroner pr. person at deltage i plus minimum 50 kr. til køb af ammunition. (De 100,- kroner bliver modregnet i dit første medlemskontingent, hvis du efter et par prøvegange vælger at melde dig ind i klubben). Du skal medbringe almindeligt løbetøj tilpasset til udendørs løb på dagen. Om vinteren er det en god idé at medbringe en pandelampe. Men hvis du ikke har en selv, så har vi nogle stykker, som man kan låne.
Medbring Legitimation
I henhold til våbenloven beder vi dig også medbringe legitimation i form af Pas eller Kørekort samt sygesikringskort med adresse. Alle over 15 år, der ønsker at blive medlem, skal godkendes af politiet. Kan politiet ikke give denne godkendelse kan man ikke blive medlem.
Læs sikkerhedsreglerne
Inden du møder op første gang bedes du læse de gældende sikkerhedsregler her.
De faste træningsdage
Hver mandag og fredag er der mulighed for træning for alle. Søndag har vi en aktiv ungdomsgruppe der mødes. Træningerne foregår som regel ved Ballerup Skytteforening.
Morgen- og weekendtræninger
Der afholdes jævnligt både ekstra morgen- og lørdags/ søndagstræninger efter behov/tilslutning. Disse annonceres altid på vores facebook gruppe. Disse træninger er typisk et ekstra tilbud til medlemmer og koordineres online via Holdsport.
Sær-træninger og Events
Vi holder en del events, hvor vi ofte holder en ekstra træning i forbindelse med eventet. Få et overblik over alle vores aktiviteter i kalenderen.
Vi skiftes til at tilrettelægge træningen, der lægger vægt på skydetræning og kombinationen af puls og koncentration. Det forudsættes at biatleterne træner konditionstræning ved siden af den ugentlige biatlontræning. Læs om træningsmetoder og find inspiration på sommerbiatlon.dk
Medlemskab af BallerupBiatlon
Det er ikke specielt dyrt at være medlem i BallerupBiatlon. Et års medlemsskab koster bare 500,- kroner, og herefter betaler medlemmer kun 40,- kr. for ammunitionen. Derudover giver medlemskabet adgang til sær-træninger, rabat ved egne løb og en række andre fordele!
Vi anvender Holdsport.dk til at koordinere træningen og det er forventet at alle aktive melder til og fra til den enkelte træning via holdsport.dk eller holdsport app til smartphones. Vi opretter dig, når du har været med et par gange. Opret dig selv.